Spring til indhold

Mød medarbejderne

Mød Galaxens personale og bliv klogere på, hvad vi hver især brænder for i vores daglige arbejde og nærvær med børnene.
Hanne Dehn

Pædagogisk leder

Det vigtigste for mig som leder af Galaxen er glæde og udvikling.
Samarbejde er her et nøgleord. Det gælder hele vejen rundt: børn, forældre, personale og eksterne samarbejdspartnere.
Jeg ønsker at vise retning, finde ressourcer og kompetencer hos personalet, og bruge disse til gavn for børnenes personlige og sociale udvikling.

Trivsel er et andet nøgleord. Hvis personalet trives, tror jeg, at dette også smitter af på børn og forældre.

Glæde, smil og humor er her en vigtig ingrediens.

Jacob

Pædagog

Jeg lægger vægt på de gode lege og gode venner, som jeg synes er noget af det vigtigste for et børnehavebarn, så det går jeg meget op i at understøtte og skabe. Jeg mener, at vi i Galaxen er med til at give børnene et stærkt selvværd, da vi er opmærksomme og nærværende for det enkelte barn. Bag hver en handling ligger en positiv intention.

Vores hus er bygget til at rumme mange børn og her er plads til at lege. Vi har mange gode legestationer og vægter højt, at der er noget til alle børn og deres forskellige lege. Vi har en stor legeplads, hvor der er plads til lege, hvor børnene bevæger sig meget, er aktive og der er plads til at fordybe sig i en stillesiddende leg. Vi har også vi et lille skovstykke med et bålsted ved siden af.

Jeg brænder for, at børnene føler sig set, hørt og forstået, fordi på den måde får jeg skabt gode relationer til børnene. Jeg kan understøtte dette ved at skabe udviklende læringsmiljøer, hvor jeg vægter leg og en anerkendende tilgang i det daglige arbejde.

Majer

Pædagog

For mig er det vigtigt at dit barn får en god, sjov og tryg hverdag, hvor det føler sig set, hørt og anerkendt for præcis den det er.
Gode venskaber, en god omgangstone, respekt og omsorg for hinanden, er nogle af de egenskaber jeg ønsker, at børnene tilegner sig.

Jeg vil skabe plads til at legen kan udfolde sig. Leg giver den bedste læring.

Jeg interesserer mig for teater og dramatik. Det kan være fantasiteater, hvor børnene vælger sin rolle og vi sammen digter historien, der spilles. Dette giver god inspiration til børnenes egne lege og aktuelle emner/læring kan indarbejdes.
Sang, musik og kreative aktiviteter er også favoritter i mit pædagogiske arbejde.

Et varmt kram, nærvær, sjov og spas giver glæde.

Stina

Pædagog

I mit daglige arbejde som pædagog vægter jeg nærvær og humor højt.

Det skal være trygt og sjovt at være i børnehaven – både for børn og voksne.

Det er vigtigt for mig at møde barnet i øjenhøjde – anerkende det enkelte individ, da alle børn er unikke.

Jeg elsker at lege med fantasien og bruger det ofte i hverdagen.

Ulla

Pædagogmedhjælper

At arbejde med børn er for mig livsbekræftende og inspirerende. Min fornemmeste opgave er at sørge for, at børnene er glade og trygge - og det er vigtigt for mig, at skabe trygge rammer for dem, så deres hverdag bliver god og rar. Det er med til at gøre børnene nysgerrige på, hvordan man gør ting, men samtidig styrker det også børnene i at skabe gode relationer til de andre børn. Mit ønske er at gøre børnene nysgerrige på livet. Derudover er det også vigtigt for mig at have en god kontakt til forældre, så vi altid har en god dialog.

Jeg kan godt lide at lave kreative ting – læse bøger, sige rim og remser, synge, spille spil, lege med dukker og biler, være ude på legepladsen og en gang imellem være lidt fjollet sammen med børnene. Det der inspirerer mig i mit arbejde er, når jeg kan se børnene udvikle sig – når de gentager sange, rim og remser eller husker de ting, som jeg har lavet med dem, og de så spørger, om vi ikke skal gøre det igen.

I min dag med børnene, er det vigtigt for mig at være nærværende, smilende, glad og imødekommende. Derfor står jeg altid klar med knus og kram eller til at sætte et plaster på.

Marie

Pædagog

Man ser mig tit på legepladsen, hvor jeg leger fangelege, vandleg eller graver med skovl eller andet, der optager børnene.
Mine kolleger fortæller mig, at jeg er god til at være nærværende, at de ser mig fordybet i aktiviteter sammen med børnene.
Jeg laver sjov med børnene på deres præmisser og finder ofte deres perspektiv.

Det vigtigste for mig er at gøre en forskel, og at børnene husker mig for de ting, jeg repræsenterer.

Lis Gjeldstrup

Pædagog

I mit arbejde med børnene bruger jeg anerkendende og positiv pædagogik.
Børnene skal føle sig set, hørt og værdsat.

Jeg arbejder ud fra, at børnehavetiden skal blive det gode fundament for barnet,
så de kan udvikle sig til gode medmennesker.

Jeg værdsætter nærvær, sang, krop og bevægelse ude som inde.

Cecilia

Pædagog

I mit pædagogiske arbejde er det vigtigt for mig at etablere en god relation til børnene. Det gør jeg ved at vise dem interesse og omsorg, og ved at lytte aktivt når de fortæller mig noget. Jeg er meget opmærksom på de signaler børnene hele tiden sender afsted. Nogle gange er de tydelige, i form af vrede eller gråd, men lige så ofte er det stille signaler såsom kropssprog og ansigtsudtryk.

Når vi har etableret en tryg relation, optimeres børnenes evne at lære nye ting, at indgå i sociale fællesskaber og tro på sig selv. Et barn der føler sig set, hørt og accepteret har meget lettere ved at rumme de oplevelser som de har i løbet af dagen. Forældresamarbejdet er også en vigtig del af den trygge ramme. Det er den bedste start på dagen at blive afleveret af mor eller far som kan gå rolige ud ad døren i tryg forvisning om at deres barn er i gode hænder.

Jeg brænder for eventyrfortælling, fantasilege og at lave teater sammen med børnene. Her vægter jeg at arbejde i små grupper, hvor det er plads til at tilrettelægge aktiviteterne til de forskellige børns evner og behov. Det er altid processen der er målet, ikke et færdigt eventyr eller teaterforestilling. Jeg gør mit bedste for at børnene også er opmærksomme på hinanden og respekterer hinanden når vi er i gang. I mine projekter må børnene gerne gå forrest og så bygger vi videre på de idéer børnene kommer med. Og vigtigst af alt er, at vi leger sammen, at jeg som voksen bruger min fantasi, så det vi laver sammen, er sjovt, også når det er seriøst.

Helle
Vini

Pædagogmedhjælper

Jeg brænder for at arbejde med de mindste børn. Det vigtigste for mig er at skabe ro og rum til at være nærværende og give hvert enkelt barn en masse omsorg og tryghed, og give dem følelsen af at blive set, hørt og forstået for den, de er.

I mit arbejde er det også vigtigt at give børnene en genkendelig hverdag, hvor de ved, hvad der skal ske og hjælpe dem på vej i deres trivsel og udvikling ved at støtte og guide.

Janni

...

Katrine

Jeg lægger vægt på den gode og tætte relation til det enkelte barn, så jeg bedst muligt kan støtte og guide barnet i dets nærmeste udviklingszone, og på den måde også hjælpe dem til, ud over diverse færdigheder, at udvikle deres selvværd og selvtillid.

Jeg er af natur meget omsorgsfuld og gør meget ud af at være nærværende og anerkendende i min tilgang til børnene. Jeg tror på ligeværd, og at alle mennesker er unikke.

Det er vigtigt for mig, at alle børn føler sig set og hørt, samt at de føler sig trygge.

Mit kreative gen bruger jeg meget sammen med børnene i mit arbejde. Det kan både være til at lave pynt til højtider, malerier, sjov med perler, men også i leg hvor for eksempel sten og grene bliver til små figurer eller dyr på legepladsen, og vi derved får udforsket fantasiens univers.

Pernille

...

Terese

...

Maria

Inklusionspædagog

I mit arbejde som inklusionspædagog lægger jeg vægt på, at samarbejde med pædagogerne og forældrene omkring løsningen af de opgaver der er omkring børnene. Jeg forsøger at styrke arbejdsglæden og fremme trivslen hos den enkelte pædagog og hos det enkelte barn. Nøgleordene i dette arbejde er anerkendelse, empati, glæde, vilje, åbenhed og motivation.

Jeg er optaget af at skabe gode udviklingsbetingelser for alle børn i form af et trygt og udviklende læringsmiljø og jeg arbejder med fokus på at alle børn har ret til at være en del af et fællesskab.

Jeg prioriterer at være i hele huset, men har også kortere eller længere forløb på samme stue.

Jeg arbejder med inspiration fra den neuroaffektive udviklingspsykologi, børns følelsesmæssige udvikling. Jeg er uddannet Småbørnskonsulent ved Toftemosegaard og er i gang med en certificering i MIM-P (samspilsanalyse redskab) ved Susan Hart. 

Helle

Seniorjobber

Uddannet kontorassistent og er nu seniorjobber på stjernen.

Nærvær – godt forældresamarbejde – er god til at få ro på alle børn – tale og leje på børens niveau – udeliv – omsorgsfuld.

Tabita

Ernæringsassistent

Jeg vægter det gode måltid, kærlighed til maden - vi spiser efter sæson og udvider vores smagshorisont.

Vi spiser efter kostrådene med sunde og varierende retter. Udover dette har køkkenet i 2023 modtaget det Økologiske spisemærke i bronze.

Alt vores brød i huset er hjemmebagt og jeg vil garantere, at hvis I smutter vejen forbi vores børnehus, vil I få duften af nybagt brød hver dag.

Vores uge ser således ud:

  • 2 rugbrødsdage
  • 1 fiskedag
  • 1 køddag
  • 1 vegetardag

I anledning af fødselsdage får det ældste team fødselsdagsboller med flag og en glasur de selv kan vælge.

Jeg glæder mig til at hilse på jer.

 



Feedback

Sidst opdateret

11.03.2021

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen