Dagtilbud Skovvejen Til dagtilbudskovvejen.holbaek.dk

Dorthe Raun

Kom på besøg i mit dagplejehjem. Nærhed, omsorg, fantasi og have øje for det enkelte barn, er nogle af kodeordene i min hverdag. Det at kunne fange børnenes impulsivitet og være med til at videreudvikle legen, er med til at skabe en harmonisk hverdag.

Mit dagplejehjem

Jeg hedder Dorthe og er født i 1972.  Jeg er gift med Ketil, der selvstændig murer og sammen har vi 3 børn, Malthe fra 2003, Thilde er fra 2005 og Bertram er fra 2007. Med til familien hører også en lille hund ’Luna’, en undulat og en kanin.
Jeg blev uddannet pædagog i år 2000, og arbejdede derefter i de næste 6 år i institutioner på fuld tid indtil jeg valgte at stoppe for at blive dagplejer.

Inden jeg blev dagplejer, arbejdede jeg først i en integreret institution med fritidsbørn og børnehavebørn. Dernæst blev jeg ansat i en anden integreret institution med vuggestue - og børnehavebørn.  I institutionerne beskæftigede jeg mig bl.a. med børn med særlige behov, børn med sproglige problemer og børn med motoriske udfordninger. I en kort periode var jeg ansat som støttepædagog.
I år 2006 sendte jeg en ansøgning som dagplejer, da jeg gerne så mere nærhed og opmærksomhed vendt til det enkelte barn og forældre, og blev heldigvis ansat kort tid efter.

I min fritid har jeg gennem de sidste 30 år fungeret som gymnastiktræner, sideløbende med at jeg selv var aktiv gymnast. Jeg dyrker stadig sport såsom fitness boxning, og cykelture i naturen. Det er en naturlig ting, for min familie og jeg at være aktive og jeg er stadig aktiv i Jyderup gymnastik afdeling.
Som DGI certificeret dagplejer, sørger jeg for at børnene er fysisk aktive hver dag og er meget bevidst om vigtigheden herom.

Jeg har taget forskellige kurser og har via min gymnastik passion, taget rigtige mange kurser indenfor børns sansemotoriske udvikling, hvilket jeg lægger rigtig meget vægt på i min dagligdag med børnene. Dette kommer også til udtryk både inde i huset og ude i haven.
Derudover har jeg taget et kursus i ”enneagram”, som beskriver hvilke typer vi hver især er og hvordan den enkelte modtager - bl.a. læring.

Kursusbeviset i førstehjælp bliver opdateret hvert andet år.

I år 2015 gennemgik jeg et ICDP forløb (International Child Development Program)

I november 2016 er jeg startet op på en diplomuddannelse omkring børns sprogtilegnelse.

Det særlige ved mit dagplejehjem


Jeg sætter meget pris på den nærhed og opmærksomhed jeg kan give hvert enkelt barn. Det er vigtigt at jeg kan tage udgangspunkt i barnet og det er der tid til, i min dagpleje.  Knus, kram og humor er vigtige ingredienser i vores fælles hverdag.
I mit dagplejehjem er der både plads til stilletid med en god bog og til vild leg med høj musik. Disse aktiviteter foregår både ude som inde.

Jeg lægger vægt på at børnene får bevæget sig hver dag og har meget fokus på den sansemotoriske udvikling. Bevægelse ligger til grund for mange af de aktiviteter vi laver sammen med børnene - jo mere de kan mestre med deres krop - jo nemmere har børnene ved indlæring.
Nærhed, omsorg, fantasi og have øje for det enkelte barn, er nogle af kodeordrene i min hverdag. Det at kunne fange børnenes impulsivitet og være med til at videreudvikle legen, er med til at skabe en harmonisk hverdag.

Børnenes hverdag


Dagen begynder med en varm velkomst, så barnet føler sig set og ved, at nu er det dagplejetid.
Om formiddagen laver vi forskellige aktiviteter, såsom at tage på ture i nærområdet - i skoven, på besøg hos ænderne i gadekæret eller på besøg hos de andre dagplejere.  Vi leger i haven eller hygger inden døre – alt efter hvad vi brænder for, lige præcis den dag. På en regnvejrsdag, er det ret så hyggeligt at bage boller.



Cykelture er noget vi rigtig godt kan lide. Vi tager madpakken med ud i det blå, kigger på dyr og taler om de ting vi møder på vores vej. At ligge i skovbunden og kigge op i trækronerne – det kan der komme en god snak ud af.



De aktiviteter vi laver, tager ofte udgangspunkt i en leg børnene starter op og så former vi den i fællesskab. På den måde får de læring igennem det forløb vi har planlagt – og læring ud fra egne interesser.
Når det er tid til middagsmad, samles vi omkring bordet. Maden bliver smurt ved bordet sammen med børnene, så de for det meste får hvad de har lyst til denne dag.  Jeg lægger vægt på at børnene får en varieret og sund kost. Efter maden er det til at putte en tur i barnevognen, under et halvtag op til huset. Børnene sover til de vågner og herefter serveres eftermiddagsmad.

Fysiske rammer


Jeg har meget fokus på den sansemotoriske udvikling – både ude og inde. Denne styrker vi til hverdag, i enten den indendørs hængekøje, på en stor bold, ved massage, leg på skumredskaber, men også pudslespil eller leg med mudder og trylledej.
Jeg har masser af gulvplads indenfor, så børnene kan sagtens lege sammen eller alene med køkken, dukker, bilbane eller LEGO. Dem der har lyst til at sidde ved bordet og lege der, er velkomne til dette.
I haven har jeg æbletræer – et af dem med en sansegynge. Haven byder også på et shelter, som vi bruger rigtig meget og til tider også sover til middag i.  Derudover er der sansesti, der har forskellige underlag, såsom sten, skaller, balancestolper samt krydderurter og dufteblomster. En sandkasse med udekøkken og forskellige køretøjer bliver også flittigt brugt.
Vi er glade for at bruge de ting der gror i haven. Børnene er selv ude at finde deres eget æble, som vi bruger til æblesaft og grød. Drivhuset bruger børnene også, der er de med til at dyrke deres egne tomater som vi spiser til frokost.
Vores hund Luna, undulaten og kaninen er børnene også med til at passe – og de bliver madet og kælet.
En gang om ugen tager vi i legestue med de andre dagplejere i min gruppe. Her lærer børnene bl.a. at være mange sammen, at dele legetøj, tage hensyn til andre og turtagning. De knytter endvidere relationer til deres gæstedagplejer.

Traditioner


I mit dagplejehjem fejrer vi fødselsdag for børnene med kongekrone, sang, flag og hygge. Vi holder traditionerne ved lige – påske, fastelavn og jule.  Vi sår karse eller laver masker og i den søde juletid bliver der hygget og bagt, samt lavet gaver til de spændte forældre.



Feedback

Sidst opdateret

08.06.2017

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen

Her bor jeg

Dorthe Raun
Holbækvej 132
4450 Jyderup
Tlf.: 60 94 80 89
Mail: dordr@holb.dk