Spring til indhold

Pædagogisk indhold

I samarbejde med jer forældre er det vores mål at give jeres barn et trygt, harmonisk og udviklende dagtilbud, i kendte rammer med udgangspunkt i det hjemlige miljø og tid til at dit barn kan fordybe sig, udforske verden og lære af sine erfaringer.

Pædagogisk indhold


Dagplejen er kendetegnet ved det nære og tætte miljø med 4 -5 børn og én voksen. Vi tager udgangspunkt i det hjemlige miljø.

Siden 2015 har vi bl.a. arbejdet med ”mellemrum”, ”måltidet”, ”lege og læringsmiljøer” samt ” tilknytning og relationer” som Aktionslærings-projekter.

Vi vægter den gode relation og bruger ICDP som en grundlæggende metode i det daglige arbejde. Derudover er det vigtigt for den enkelte dagplejer, at børnene får tid til fordybelse, at kunne udforske omverdenen og lære af sine erfaringer.

Dagplejebørnene er meget udendørs, enten i barnevogn, på gåben eller på skovtur i ladcykel eller på legeplads. Alle dagplejere er enten DGI-certificerede eller idrætsdagplejere, som betyder at vi altid tænker bevægelse ind i alle aktiviteter.

 

I dagplejen ønsker vi at give børnene


• Omsorg og kærlig pleje, ved at have fokus på det enkelte barn og dets behov.
• Anerkendelse, ros og opmuntring via ICDP metoden
• Tryghed, ved at gøre hverdagen forudsigelig, dvs. at have daglige rutiner, faste rytmer og traditioner
• Tid til fordybelse, ved at prioritere tid og ro til leg, og til at udforske vores omverden
• Oplevelser og udfordringer
- Ved at gå i legestue
- Ved at gå i skoven, på legepladsen, bruge lokalområdet
- Ved at lære børnene at tage hensyn til hinanden i alle gøremål i dagplejen
- Ved at "puste" til nysgerrigheden
• Modspil, ved at stille meningsfulde krav til børnene, som de kan honorere. F.eks. at tage noget af overtøjet af, eller at gå et stykke af vejen- alt afhængig af barnets formåen


Arbejdsredskaber

Til at arbejde med børnenes trivsel og udvikling, bruger vi forskellige metoder:

Alle Med er et udviklingshjul/observationsskema, som vi udarbejder på alle børn i dagplejen. Alle Med er bygget op omkring, fokus på sprog, leg, trivsel, hverdagsaktiviteter, socioemotionel udvikling og sansning/motorik. Vi opdaterer observationsskemaet løbende og præsenterer jer forældre for det. Ved hjælp af Alle Med sikrer vi os, at komme igennem alle børns udviklingsområder og vi kan følge med i, om alle børn er med i deres trivsel og udvikling. Vi tilbyder alle forældre en midtvejssamtale når barnet er 1,5-2 år, hvor vi viser jer observationsskemaet, derudover kan i altid få lov til at se det hos jeres dagplejer.

Forløbsskema er et skema som dagplejeren udfylder i opstarten af et pædagogisk tilrettelagt forløb. Forløbsskemaet udarbejdes med fokus på børnene læring og udvikling, med afsæt i læreplaner og læringsmål. Forløbet laves i samarbejde med legestuegruppen eller vuggestuen, og i samarbejde med leder eller dagplejepædagog. Undervejs og efterfølgende evalueres forløbet og justeres eventuelt undervejs.

Aktionslæring (AL) er et læringsredskab som bl.a. har fokus på personalets læring og på refleksion af de læringsrum, som de opsætter for børnene. Forløbet afsluttes med et reflekterende team, hvor vi i samarbejde med legestue gruppen og evt. leder eller dagplejepædagog, refleksivt gennemgår den aktion eller det læringsrum, som vi har arbejdet med. Forløbsskemaet og aktionslæringen, er med til at dygtiggøre os i det pædagogiske arbejde, både i forhold til børnenes- og egen læring og udvikling

ICDP (International Child Development Programme):
De otte samspilstemaer
Gennem de otte temaer for godt samspil skabes en platform eller nogle holdepunkter der kan bruges som udgangspunkt for refleksion over egen relationelle kompetencer:


Den følelsesmæssige dialog
1. Vis positive følelser og vis, at du er glad for barnet
2. Juster dig i forhold til barnet og følg dets udspil og initiativ
3. Tal med barnet om de ting, det er optaget af, og prøv at få gang i en ”følelsesmæssig samtale"
4. Vis anerkendelse og ros barnet for det, det kan

Den meningsskabende dialog
5. Hjælp barnet med at samle sin opmærksomhed, således at I får en fælles oplevelse i forhold til omgivelserne
6. Giv mening til barnets oplevelser af omverdenen ved at beskrive jeres fælles oplevelser og ved at vise følelser og entusiasme
7. Uddyb og giv forklaringer når du oplever noget sammen med barnet

Den vejledende/guidende dialog
8. Hjælp barnet med at kontrollere sig selv ved at sætte grænser for det på en positiv måde - ved at vejlede det, vise positive alternativer, og ved at planlægge sammen

 



Feedback

Sidst opdateret

22.02.2022

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen

Pædagogiske læreplan - Dagplejen Skovvejen