Dagtilbud Skovvejen Til dagtilbudskovvejen.holbaek.dk

Praktiske oplysninger

Når dit barn har fået en plads i dagplejen, bliver I inviteret på et præsentationsbesøg. I må meget gerne selv ringe til leder eller dagplejepædagog og aftale et besøg. Ellers ringer vi til jer.

Velkommen til dagplejen

Til præsentationsbesøget kan I og jeres barns dagplejer møde hinanden og aftale nærmere vedrørende opstart.

På dette møde, vil vi gerne høre om jeres barns start på livet og hvor det  befinder sig i sin udvikling. Det giver os et godt billede af jeres barn, så vi er bedre i stand til at imødekomme barnets behov og støtte op om dets trivsel og udvikling.
I vil også blive præsenteret for hvad det vil sige at have sit barn i dagpleje, hvad I kan forvente og hvad I skal medbringe når jeres barn starter op.


Vigtigt at vide om opstarten

Når dit barn skal vænne sig til at blive passet i dagplejen, er det vigtigt at du sætter tid af til, at barnet kan få en stille og rolig indkøring. Vi anbefaler, at du sætter 1-2 uger af til indkøring. Det aftales individuelt med jeres dagplejer, hvor længe I bliver og hvor lange dage jeres barn skal være i dagpleje i starten. Det kan sagtens være at, I kun har brug for et par dage, men sæt gerne god tid af. Korte overskuelige dage er gode for dit barn i starten, da det hver dag vil blive præsenteret for mange nye indtryk, som skal bearbejdes.

De første par dage har jeres barn måske brug for, at en af forældrene er der sammen med barnet. Derefter kan man begynde at sige farvel, og være væk i kort tid, så barnet oplever at, I kommer igen og henter det. Det er meget individuelt fra barn til barn, hvilke behov det har. Det aftaler I løbende, alt efter hvordan det går.

Det er helt normalt at det i starten går fint med at aflevere barnet, og efter et stykke tid vil der måske komme en reaktion, hvor barnet reagerer med gråd når I går. Det betyder blot, at barnet har fået en bevidsthed om, at I skal skilles ad. Her er det rigtig vigtigt at, I siger farvel med god samvittighed. Jeres barn har brug for at mærke, at mor og far er trygge ved at gå og at dagplejeren passer på det. Det er vigtigt at, I signalerer til jeres barn, at det er ok, og sæt gerne ord på, selvom barnet ikke er så gammelt. Sig f.eks. ”Jeg kommer igen og henter dig”, ”Jeg skal på arbejde, men vi ses igen” eller ”Lone passer på dig”. Det er vigtigt at, I siger farvel og viser barnet at I går, også selvom det kan være svært.

I er altid meget velkomne til at aftale med jeres dagplejer, at I kan ringe og hører hvordan det går. Hvis jeres barn er meget ked af det, så vil dagplejen ringe til jer og I kan aftale nærmere om I skal komme tilbage.

Andre børn vil være længere tid om at reagere, og nogle børn er helt okay med at blive afleveret lige fra start. Alle børn er forskellige. Hvis I er i tvivl om noget, så spørg jeres dagplejer - de har god erfaring med indkøring af nye børn.



Feedback

Sidst opdateret

24.03.2017

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen