Spring til indhold

Hverdagen

Vi elsker hverdagene i Nr. Jernløse Børnehus. Fem dage på en uge, som byder på en masse rare og lærerige oplevelser. Læs med herunder - vi har samlet nyttig viden til hvordan hverdagen bliver allerbedst.

Aflevering og afhentning

Vores gruppetid, også kaldet samling, starter kl. 9:30. Derfor ser vi helst, hvis muligt, at du afleverer dit barn, og har sagt farvel inden dette tidspunkt.

Det er også i orden at komme senere, men ring lige og giv besked, så kan vi sammen tjekke tider for aktiviteter og eventuelle ture ud af huset.

En god start på dagen er tit afgørende for resten. Vi kender det selv, - det med at komme ud af døren i god tid og helst med en god mavefornemmelse. Det gør det altså bare noget nemmere at komme igennem køen på motorvejen på vej til job, eller vige pladsen med et smil på læben, for den ældre gangbesværede, der med stok og indkøbsnet, spejder efter en sikker siddeplads.

Ikke alle morgener forløber lige let. Det kan nogle gange gøre det svært at skulle sige ”vi ses senere” til sit barn. Ligeledes kan det samme være svært for dit barn, men da vores erfaring med trøst primært ligger i børnehøjde, ved vi, at det oftest går hurtigt over og pludselig er leg en realitet. Men du er altid velkommen til at ringe og høre hvordan det går med dit barn - det er helt naturligt og helt okay.

 

 

Ferie og sygdom

Børn har behov for fridage og ferier - akkurat som deres forældre. Når dagen kommer, og det er tid til en fridag, ser vi rigtig gerne, at du som forælder noterer dette via intra (Børn i Holbæk).

På den måde kan vi se fraværet og fortælle de øvrige børn på stuen, at deres kammerat ikke kommer. Skulle teknikken drille, hvilket jo desværre kan ske i denne teknologiske vidunderverden, må du meget gerne ringe eller sende en sms til os, på én af disse nedenstående numre:

0-2 årige: Tlf.: 72 36 52 64

3-6 årige: Tlf.: 72 36 52 62

 

Syge børn

Vi modtager ikke syge børn i institutionen. Sygdom kan også komme snigende i løbet af dagen og i så fald, ringer vi selvfølgelig til dig, så dit barn kan komme hjem.

 

Skadestuen

Skulle det uheldige ske, at jeres barn kommer til skade hernede, får du naturligvis prompte besked. Skulle situationen være alvorlig, tager vi til lægehuset i Regstrup eller i værste fald, skadestuen på Holbæk Sygehus. Du vil som forælder naturligvis blive orienteret om situationen, så du ikke kører forgæves.

 

Sygdom og medicin

Personalet må ikke give børnene medicin, medmindre der foreligger en tydelig anvisning/vejledning fra barnets egen læge.

Vi følger sundhedsstyrelsens vejledning om sygdomme og forebyggelse i daginstitutionen.

 

Ferie/fridage

Børn har ligesom vi voksne, behov for ferie og fridage. Derfor anbefaler vi, at I holder både fridage og ferie sammen med jeres barn. Via intra melder vi ud når en ferien nærmer sig og planlægger personale ud fra tilmeldte børn.

Mad og madpakker



Vi har madordning i børnehuset, hvilket betyder, at vi hver dag får god hjemmelavet mad serveret - både det kolde og det varme. Vores kok arbejder i huset, og det nyder vi godt af, da duftene fra køkkenet spreder sig og gør godt i vores maver.

Husk navn på drikkedunken.

 

Fra kl. 6:15-7:30 serveres der morgenmad i fællesrummet til de morgenfriske børn. Her er der mulighed for at få stillet sulten i form af havregryn/grød eller boller, der kan skylles ned med et glas kølig mælk eller gåsevin (vand).


Kl. 11:00 spiser vi sammen på stuerne, hvor vi forinden selvfølgelig har husket den gode hygiejne og vasket hænderne godt.


Kl. ca. 13:30 har vi café og er vejret til det, kan vi sagtens finde på at spise udendørs på legepladsen eller under træernes skygge.

Sovemuligheder



De 0-2 årige børn har brug for megen søvn i de tidlige år. Derfor er der selvfølgelig tid til en lur i løbet af dagen. De fleste børn bliver lagt til at sove omkring kl 11:30, hvor de putter i deres helt ”egen” seng, krybbe eller barnevogn. Bruger dit barn sut eller har en yndlingsbamse for at falde i søvn, så husk endelig denne, da vores bamser som oftest ikke har den rette figur, blødhed, duft, farve eller størrelse.


De 3-6 årige børn kan også have brug for en middagslur og bliver lagt til at sove omkring kl. 12.00.

Dagens rytme



I vores hus er der plads til at følge barnets spor, men vi har en struktur og en planlægning der sikrer overblik og en gennemskuelig hverdag.

Her ser du se en typisk dagligdag for de 3-6 årige.

Kl. 06.15 – 07.30: Vi åbner samlet i vores fællesrum, hvor der er mulighed for at tage for sig af den lækre morgenbuffet bestående af havregrød/gryn, mælk eller vand og boller.

Kl. 07.30 – 09.30:                                                                                                                            
Her styrkes relationer og selvstændigheden på tværs af huset, for her må børnene bevæge sig frit rundt i huset og på stuerne efterhånden som de åbnes. Børnene har også mulighed for at spise en mad fra deres madpakke og deltage i forskellige aktiviteter.

Kl. 8.00:                                                                                                                  
Vi åbner legepladsen hvis vejret er til det.

Kl. 09.30 – 11.30:                                                                                           
Gruppetid og spisning: I gruppetid går børnene på deres egne stuer, hvor der typisk afholdes samling og de planlagte aktiviteter starter. Aktiviteterne er tilpasset den enkelte gruppe og deres behov, ud fra områdets læreplaner. Der er dog også dage hvor vi bevæger os på tværs af stuerne og laver en spontan aktivitet og følger børnenes spor.

Kl. 12.00 - 14.00:                                                                                        
Middagslur for dem der har brug for det. Resten af holdet er ude, da vi prioriterer frisk luft, bevægelse og udeliv højt i vores hus. I sommertiden smøres børnene ind i solcreme, men husk selv at smøre ind fra morgenstunden, da vi også kan være ude om formiddagen.

Kl.14.30 - 15.00:                                                                                                    
Cafétid (eftermiddagsmad): Vi spiser den medbragte mad. Her laver børnene legeaftaler, og taler om mange ting, blandt andet hvad madpakken indeholder.

Kl. 15.00- 16.45:                                                                                                    
Vi leger uden for, eller på tværs af stuerne inde. Torsdag eftermiddag har vi besøg af legebanden, der er en ”bande” bestående af elever fra 5./6. klasse fra Skovvejens Skole afd. Nr. Jernløse, der kommer og leger med børnene. En kæmpegevinst for både elever og børn.

Skiftetøj



I Nr. Jernløse Børnehus prioriterer vi ” Trivsel, Læring og Leg” højt. Vi bevæger os meget, og derfor er det vigtigt, at barnet har tøj på der er praktisk, behageligt og passer i størrelsen. Vi vil gerne, at børnene bliver selvhjulpne, så det skal være tøj der er nemt for barnet at tage af og på selv. Derfor opfordrer vi jer forældre til f.eks. at give dem undertøj på i stedet for bodystocking, når barnet begynder at gå. Vi, som personale, vil også gerne have, at I tænker over, ikke at give børnene tøj på med for mange knapper og trykknapper, da disse kan være svære for barnet selv at klare.

Alle børn skal have ekstra tøj med, som kan bruges efter behov. Derfor er det vigtigt at der på barnets plads er skiftetøj og gerne rigeligt af det. En god finger regel er, at kommer der noget med hjem i en pose, så skal der fyldes op igen næste dag. I kan desværre IKKE forvente, at vi ligger inde med skiftetøj.

Vi opfordrer til at der er navn i ALT tøj og sko. På den måde kan vi voksne hjælpe med at få forlagt tøj på den rigtige plads.

Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke tilladt, at jeres barn har tørklæde på, har snore i tøjet, såsom i hætter og i halsen på trøjer og bindebånd i huer.

Blebørn



Bruger jeres barn ble, skal I selv medbringe disse. Vi ser gerne det er almindelige bleer og ikke buksebleer medmindre andet aftales.

Husk at holde øje med, når blepakken er ved at være tom, så en ny pakke man medbringes. Vi kan desværre ikke tilbyde bleer fra sidemandens hylde.

Fødselsdage



Når der er fødselsdag i huset, vil vi rigtig gerne fejre det. Sammen med fødselsdagsbarnet går vi ud på legepladsen og hejser flaget, så hele byen kan se at vi holder fødselsdag. Fra morgenstunden hænges et fødselsdags skilt på yderdøren og den røde løber rulles ud.

På stuen sat flag og hilsen op, så alle kan se hvem der fylder år. Der synges fødselsdagssang efter barnets valg.

Jeres barn får en lille fødselsdagsgave fra børnehuset. Gaven har stuens andre børn været med til at kreere.

Det er vores madmor Astrid, der sammen med barnet bestemmer farven på glasuren på fødselsdagsbollerne og hvad der skal serveres ved siden af - frugt, rosiner og andet.

Som forældre skal i aftale med pædagogen på stuen hvilken dag, barnet skal fejres i Børnehuset.

Forældrerådet har besluttet at fødselsdage holdes for hele stuen. Dette fordi vi ønsker at undgå, at nogen børn ekskluderes fra fællesskabet. Tidligere har det været kutyme, at man enten inviterede drengene, pigerne eller alle på stuen. Dette vil vi gerne gøre op med da vi oplever, at børnene ikke skelner imellem kønnene, men ofte er uforstående overfor at vi som voksne deler børnene op i for hold til om de er det ene eller det andet.

Der opfordres til at slå sig sammen med andre forældre, hvis man af en eller anden grund ikke har mulighed for at holde for hele stuen.

Som børnehus bakker vi op om fødselsdage der holdes udenfor børnehuset. Vi deltager meget gerne hvis det planlægges i god tid.

Hvis børnene skal køres i privat biler, skal alle forældre skrive under på en særlig tilladelse til lige arrangement.

Invitationer for en mindre gruppe gives udenfor børnehuset.

Medbragt legetøj



Dit barn må gerne medbringe eget legetøj, dog påtager vi os ikke ansvaret for eventuelt ødelagt eller bortkommet legetøj. Husk at skrive navn på, da det mindsker forvirringen, og gør det lettere at finde den rette ejermand. iPad, Nintendo eller lignende elektronik må ikke medbringes.

Fysiske rammer

Omkranset af høje træer og gode buske at gemme sig i, ligger der et lille hus hvor der altid er liv og glade dage.

Huset ligger tæt ved en lille å, marker, mose og rekreative områder – her er masser af plads, fuglekvidder og snebolde. Hver morgen når den knirkende låge åbnes af legelystne små fingre, vækkes husets sjæl til live og hvert et barn kan træde ind i verden, hvor læringen ligger i legen. Det lille hus har en også en legeplads, hvor selv modernatur byder op til sanserige lege og sjove udfoldelser blandt legehuse, træer, sandkasser og klatrestativer.

Om vinteren kælkes der til stor fornøjelse på den lille, men alligevel lidt grænseoverskridende bakke, til stor morskab for hele huset. I forårets spæde start, nydes fuglefløjt i trækronerne, mens bladene så småt springer ud. Sommeren indbyder til leg med vand, og gennemplasket står den på tørring i solens varme stråler. I efterårets sidste sommertid, tændes der op i bålet til kartoffelsuppe og indianergryde, mums hvor det smager.

Skovvejens Skole afd. Nr. Jernløse, som vi arbejder tæt sammen med, er vores nærmeste nabo, og vi deles om skaterbanen og en sportsplads, som kan få enhver fodboldspiller til at smile. Skolen har også en lille og en stor hal, samt flere legepladser, som vi også bruger til at styrke både den sanselige og motoriske udvikling.

Bussen ankommer blot 2 minutter fra vores hus, så det er nemt at tage på ture ud af huset.

Indenfor bor vi i store lyse lokaler, med et stort fællesrum som husets varme hjerte. Vi er delt op i 3 børnehavegrupper og en vuggestuegruppe, alle stuer har egen udgang til legeplads. Vi har 2 køkkener og et motorikrum. Hele huset blev for et par siden gennem renoveret, hvilke betyder, at vi nu har et hus, hvor alle fremtidige finesser er tænkt ind. Der er blandt andet gulvvarme, knager til overtøj og ikke mindst minimalt depotplads. Men vigtigst af alt, har vi en atmosfære, hvor luften sitrer af tryghed og varme, og hvor smilet om morgenen blot er starten på en helt fantastisk dag.

Hygiejne



En af forudsætningerne for et sundt og godt indemiljø, er en god hygiejne. Vi går meget op i at give børnene nogle gode hygiejnevaner, og vasker hænder sammen med børnene, før måltiderne, efter toiletbesøg og selvfølgelig efter behov. Vi sørger også for at løbende næser ikke render løbsk, men hjælper børnene til at pudse næse.                                              

Når efteråret viser sig, forvandles vi til et skofrit børnehus, da vi alle bruger gulvet i hverdagen, som en del af vores læringsrum. Om sommeren er det i orden at gå ind med sandaler, klipklappere eller bare tæer.                                                                      

Når vi tilbereder mad sammen med børnene, i vores køkken eller ude ved bålet, taler vi også med børnene om hygiejne ved madlavning.                                                                                                

Vi følger de gældende regler fra sundhedsstyrelsen.

Indkøring



Den første tid i Nr. Jernløse Børnehus

Vi er altid glade for at se nye ansigter her i Nr. Jernløse Børnehus, og noget af det første der sker, er at I modtager et velkomstbrev og en velkomstfolder. Efterfølgende vil vi gerne have besøg af jer og jeres barn, og her vil vi sammen gennemgå jeres barns behov, udveksle relevante informationer og aftale indkøring. Vi viser vores dejlige hus frem, I får hilst på personalet og ser den stue I bliver tilknyttet.

At skulle starte i et børnehus, kan være overvældende. Der er nye ansigter, voksne og børn som man ikke har set før, og der er mange nye ting man skal kende at lære, både som barn, men også som forældre, så det er vigtigt at I spørger løs, hvis der er det mindste.

Vi opfordrer til en blid start, hvor I og jeres barn kommer ned og hilser på, og stille og roligt starter med nogle korte dage. Langsomt vil jeres barn falde mere og mere til, og I vil som forældre, også blive mere trygge, hvilket jeres barn også vil kunne mærke. Skulle I have anledning til spørgsmål i opstartsfasen, eller senere hen, så grib fat i en af os voksne.

Vi er her for dit barn, men vi er her også for jer forældre.

Vi anbefaler, at I som forældre afsætter ca. én uge til indkøring



Feedback

Sidst opdateret

22.01.2021

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen