Spring til indhold
Dagtilbud Skovvejen Til dagtilbudskovvejen.holbaek.dk

Hverdagen

I Sølyst Børnehus byder vi velkommen til en spændende hverdag i børnehøjde. Her er vi fælles om at være bruge fantasien og kreativiteten, synge og danse, bevæge vores kroppe og lege sjove lege under åben himmel.

Herunder kan du blive klogere på dit barns hverdag og muligheder i Sølyst.

Aflevering og afhentning

Det er vigtigt med en god start og afslutning på dagen - for både barn og voksen. En stille og rolig aflevering og afhentning med et tydeligt farvel til dit barn og et goddag og farvel til personalet - så vi bevarer overblikket over børneflokken i huset. Er det mormor, bedstefar eller en anden end dig som forælder der henter barnet, skal vi på stuen vide besked. Vi ser gerne dit barn er afleveret senest kl. 9.30, da vi sætter gang i husets aktiviteter og ture herefter. Er der behov for andet, aftales det med personalet på stuen. Vi tager imod de første børn fra kl. 6.15 og lukker ned for dagen kl. 16.45, hvor alle børn skal være afhentet (fredag kl. 16.15).

Ferie og sygdom

Alle børn har ret til ferie og det er dejligt og tiltrængt at trække stikket af og til og holde et par fridage eller hele ferieuger. Feriedage meldes gennem forældreintra (Børn i Holbæk). Det er også her du melder dit barn syg - du kan selvfølgelig også altid ringe til os i huset. Er dit barn syg, skal det blive hjemme indtil det igen kan indgå i almindelige aktiviteter. Det er hverken rart for barnet eller kammeraterne, at møde halvslatten ind til en lang dag.

Mad og madpakker

Gode og sunde madpakker er et godt udgangspunkt for en aktiv dag i Sølyst. Som forældre i børnehuset, skal I selv medbringe mad og drikkedunk (som fyldes med vand) til jeres barn. Vi spiser tre gange om dagen - formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad. Til september 2018 vil der være valg til madordning for hele Område Skovvejen - dette foregår hvert andet år. Her stemmer I som forældre for eller imod en fælles madordning for Sølyst Børnehus. Maden leveres udefra og foregår ved hjælp af egenbetaling.

Sovemuligheder

Børn har brug for ekstra søvn - særligt de små vuggestuebørn. Nogle har brug for en lur to gange dagligt, andre blot en enkelt gang, og er barnet ikke faldet i søvn indenfor en halv time, får de lov at stå op igen. Aftal med personalet på stuen, hvordan dit barn skal puttes - så finder vi ud af den bedste løsning. Bruger barnet sut eller har en yndlingsbamse eller andet det finder tryghed ved omkring puttetid, så er det blot at medbringe det. Vi sørger naturligvis for barnevogn/krybbe/soveplads samt dyner og sengetøj til dit barn.

Dagens rytme



6.15 – 7.45                

2 voksne åbner huset og starter i køkkenet.

Der er mulighed for morgenmad og de børn, der ikke spiser morgenmad, kan gå på en stue og lege.

Kl. 7.30 møder der endnu en voksen ind og afhængigt af børnetallet, bliver der åbnet en stue mere.

Kl. 8.00 støder endnu en voksen til og alle 4 stuer bliver nu åbnet.

 

8.00 – 9.30                  

Børnehaven: Børnene leger på deres egne stuer og de begynder at forberede sig på det, der skal ske i løbet af formiddagen.

Frugten og ekstra madderne bliver spist med stor velbehag og vuggestuebørnene får serveret formiddagsmad kl. ca. 8.45, som regel frugt og lidt brød.

 

9.30 – 11.00                

Aktiviteterne er i fuld gang.

Der bliver sunget, malet, klistret, lavet rytmik, savet, hamret, taget på ture og meget, meget mere.

For vuggestuen foregår alt dette i tidsrummet 9.30 – 10.30.

 

11.00 – 12.30              

Pausetid hvor vi spiser vores madpakker. I vuggestuen serveres den varme mad kl. 10.30.

 

11.30 – 12.30              

Vuggestuebørnene bliver lagt ud at sove i liggehallen.

 

12.00 – 12. 30            

Her går alle børnehavebørnene på legepladsen og de børn, der skal sove, går i soverummet.

 

12.30 – 14.00              

Børnehavebørnene leger ude

 

14.00 – 14.30              

Børnehaven: Vi spiser eftermiddagsmad under meget løse former.                                      

De fleste gange som en café, hvor børnene kommer og får deres mad efterhånden, som de har tid til at afbryde deres leg.

Vuggestuen: Vi spiser eftermiddagsmad kl. 14.00 og fremefter, når børnene vågner.

 

15.15 – 15.45              

Her lukker stuerne så småt ned og vi begynder at samles på lukkestuen, der går på skift mellem alle stuerne.

 

16.00 – 16.45 (fredag 16.15)             

Der er nu 2 voksne tilbage i huset og alle stuer er samlet.

Dagen slutter med lidt småsnak, historielæsning, oprydning og så siger vi tak for i dag

Skiftetøj

Vi leger ude i alt slags vejr og tager på ture ud i det blå. Det er derfor vigtigt, at dit barn har tøj med der passer til årstiden. Termotøj, vanter, hue, regntøj, gummistøvler, hjemmesko, sandaler - og så alt det praktiske skiftetøj, som skal ligge klart i barnets garderobe, når der er tømt vandpytter og strømperne er blevet våde eller når en jordbunke er blevet undersøgt og kræver et par rene busker. Husk, at dit barn vokser - så hold øje med hvornår det er tid at skifte ud i garderoben. Navn i alt tøj er en klar fordel, da forlagt tøj ellers havner i glemmekurven. Hver anden fredag skal garderoben tømmes helt, da vi har rengøring på, der her sætter ekstra ind i garderoberne. Husk at tage hele baduljen med igen på mandag :-)

Blebørn

Bleer til dit barn, skal du som forælder selv medbringe. Husk at holde øje med om blepakken er ved at være tom, så det kan fyldes op igen :-)

Fysiske rammer

Børnehuset Sølyst er pt. under renovering og vi holder derfor ikke til på den normale adresse. I stedet huser vi det tidligere børnehus Troldhøjen, som ligger på Ellebjergvej 31B i Jyderup. Her nyder vi godt af et stort og lyst, nyere hus, der ligger i sammenhæng med stadion og åbne vidder, bakker og skov.

Indkøring



At starte i Børnehuset Sølyst

At begynde i vuggestue eller børnehave er for alle børn et stort skridt ud i verden – også selv om barnet har prøvet at være hjemmefra i dagpleje eller anden pasning. Dette kan rumme megen usikkerhed og frygt – men det er også en udfordring, som de fleste børn klarer flot.

Børnenes naturlige nysgerrighed er en stor hjælp for dem. Det varer ikke længe før, at børnene kender den daglige rytme og får overblik over, hvilke børn de gerne vil lege med.

I løbet af dagen sker der nogle aktiviteter for alle børnene i samlet gruppe. Her lærer børnene også at omgås hinanden.

De første dage

De første dage i indkøringsperioden af dit barn, er du velkommen til at være her sammen med dit barn. I de dage er det vigtigt, at du som forælder også forsøger, at gøre dig fortrolig med huset – din tryghed smitter af på dit barn.

Brug dagene til at komme rundt i huset - se hvordan det er indrettet. Se hvor de forskellige stuer ligger - hvad vi bruger de forskellige rum til.

Det er en rigtig god ide at hilse på de andre voksne i huset - da du også vil møde disse om morgenen eller sidst på eftermiddagen. Vis dit barn, at du er glad for at møde de forskellige fremmede mennesker. Det gør det nemmere at aflevere dit barn, når "hverdagen" starter og dit barn mærker hurtigt, at du også er interesseret i at lære huset at kende.

Korte dage i starten

I en indkøringsperiode, er det vigtigt, at barnet kun er her kort tid i de første dage. Det er mange nye indtryk, som barnet får. Hvis I har mulighed for det, er det en god ide at trappe tiden op over en periode. Denne periode afhænger meget af barnets temperament. Snak med personalet på stuen om, hvor længe de mener, barnet ser ud til at have brug for.

Når du tager afsked med dit barn

Når der skal tages afsked med dit barn, er det godt at gøre det så kort som muligt. En god plan er: Kom ind på stuen eller i køkkenet med madpakken og sig I er kommet. Aftal med barnet om I skal vinke og fortæl så barnet, hvornår på dagen I kommer og henter igen, f.eks ”jeg henter dig igen når du har spist eftermiddagsmad”. En tydelig besked som er håndterbar for barnet.

Ind i mellem kan du opleve, at dit barn græder, når du kører videre på arbejde. I de fleste tilfælde går det hurtigt over igen og er en helt naturlig reaktion. Der er ingen grund til, at I går og spekulerer på, om barnet græder hele dagen. Hvis det skulle ske, at barnet græder, når du går, er du altid velkommen til at ringe og høre, hvordan barnet har det.

Forældresamtale 

Ca. 3 måneder efter dit barns opstart i Sølyst, holder vi en samtale omkring jeres barns trivsel.

 



Feedback

Sidst opdateret

18.10.2017

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen