Dagtilbud Skovvejen Til dagtilbudskovvejen.holbaek.dk

Hverdagen

Velkommen i Undløse Børnehus. Her i huset sætter vi gang i en spændende hverdag i børnehøjde, med plads til både leg og læring, i vores naturskønne rammer.

Herunder kan du blive klogere på dit barns hverdag og muligheder i Undløse Børnehus.

Aflevering og afhentning

Dit barn bedes afleveret inden kl. 9.00, med mindre andet er aftalt med personalet. Dette er for ikke at forstyrre børnenes daglige rutiner for meget og for at være klar til dagens aktiviteter. I tilfælde af, at vi tager på udflugter med alle børnene, er det især i ferieperioderne vigtigt, at tiden overholdes. Bliver dit barn hentet af andre end far eller mor, er det meget vigtigt at give børnehuset besked. Besked skal skrives på forældreintra. Husk også at informere den der henter, at man selv skal krydse sig hjem på intra. Vi vil altid gerne have et ”goddag” og et ”farvel” til en af personalerne ved aflevering og afhentning. Det er vigtigt, når andre end forældrene henter, at der også bliver sagt farvel.

 

 

Ferie og sygdom

Vi modtager ikke syge børn i børnehuset. Et barn er stadig syg, hvis det ikke kan deltage i huses normale hverdag og lege med sine kammerater. Vi har meget fokus på, at nedbringe smitsomme sygdomme i børnehuset, og opfordrer derfor jer forældre til, at holde børnene hjemme, indtil de ikke længere kan smitte andre i børnehaven. Personalet må ikke give børnene medicin eller lignende, med naturlig undtagelse af kroniske sygdomme, hvor medicin er nødvendigt - dog kun efter tydelig anvisning fra barnets egen læge, og med tydeligt navn på medicinen. Besked om fravær kan skrives på forældreintra hjemmefra. Dette gælder både hvis barnet er syg, holder fri eller er på ferie.

Mad og madpakker



Morgenmad
Dit barn tilbydes morgenmad i Børnehuset frem til kl. 7.30.
Der serveres havregrød, havregryn, æblemos, grovboller/frankbrød, syltetøj, smør
og ost. Mælk, the eller vand hertil.

Formiddagsmad
0 - 2 årige: Her serveres groft brød eller rugbrød med enten smør/smøreost eller pålæg. Der bliver altid serveret lidt grønt til, samt vand.

3 - 6 årige: For nogle børn er der lang tid til frokost, derfor er det en god idé at lægge en ekstra mad eller grønt ned i madkassen, som børnene får tilbudt kl. 9.00.

Frokost
Børnene medbringer deres egne madpakker til frokost, nogle gange laver vi dog også fælles maddage i børnehaven. Der sættes en seddel op og hvert barn medbringer en ting dertil. Maddagen kan både foregå inde, eller ude over bålet. Vi afholder altid maddage op til de faste traditioner.
Der bliver serveret vand til frokost.

Eftermiddagsmad
0 - 2 årige: Her skal børnene selv medbringe eftermiddagsmad/frugt, som er tilberedt og lige til at spise. Det vil være en god ide,at der både er noget brød og frugt/grønt. Vi serverer vand hertil.

3 - 6 årige: Børnene medbringer selv det mad, de skal spise til eftermiddag. Det kan være et stykke frugt, grovbrød/klapsammenmad, pasta, gulerødder, frikadelle, kyllingestykker eller andet.

Sovemuligheder



0-2 årige: Børnene sover ude i liggehallen i vuggestuens sengetøj og krybber. Børn mellem 2 & 2½ år sover inde. Vi lægger kun børn til at sove udenfor i krybberne, hvis barnet må ligge i sele. Børn over 2½ år sover inde som forberedelse til børnehaven.


3 - 6 årige: Mange børn har stadig brug for en eftermiddagslur når de starter i børnehaven. Børnene har mulighed for at sove mellem ca. kl. 12.00 – 14.00. Børnehuset har madrasser, sengetøj m.m.
Husk selv at medbringe sutter og sovebamser - altid med navn på.
Sovebørnene vil i løbet af formiddagen blive tilbudt at komme ud at lege.

Dagens rytme



Vuggestuen

6.15 – 7.30 Fælles morgenmad i vuggestuen

7.30 – 9.00 Vi leger, hygger og siger godmorgen i børnegrupperne. Nogle børn skal have deres første lur

9.00-9.30 Vi synger og spiser formiddagsmad

9.30-10.45 Vi deler os op i små læringsrum, med fokus på forskellig læring, afhængig af alder

10.30-11.15 Vi begynder at spise med de mindste på egen stue, inden det er puttetid

10.45 – 11.00 De ældste børn vasker hænder og gør sig klar til frokost

11.00 – 11.30 Vi spiser i små grupper. De ældste i en gruppe, og de yngste i en anden gruppe

11.30 – 12.00 Vi leger på stuen, imens vi på skift bliver skiftet og puttet

12.00 – 14:00 Her sover vi

14.00 – 15:00 Vi vågner langsomt op og spiser eftermiddagsmad

15:00 – 17:00 Vi leger indtil vi bliver hentet. Vi er tit sammen med børnehaven den sidste times tid - enten i børnehaven, i vuggestuen, eller fælles på legepladsen

Alle tider er selvfølgelig cirka tider, da vi følger børnenes behov.

Børnehaven

6.15 – 7.30 Fælles morgenmad i vuggestuen

7.30 – 9.00 Vi går i de forskellige grupper, hvor vi leger mens vi venter på, at alle er kommet

9.00 – 9.30 Vi spiser en formiddagsmad, gerne sammen i fællesrummet, ellers ude i grupperne

9.30 – 10.45 Vi går i forskellige læringsrum, med fokus på gruppens eller det enkelte barns læring. Alle sovebørn bliver opfordret til at komme på legepladsen

10.45 – 11.15 Samling på stuerne. Her synges, læses, fortælles og der snakkes sammen. Det er også her vi har fokus på bestemte læringsmål

11.20 – 11.45 Frokost

11.45 – 12.30 Der puttes sovebørn, de andre går på legepladsen.

13.45 - 14.00 Vi rydder op

14.00 – 14.30 Fælles frugt (ude eller inde). Sovebørnene tages op

15.30 – 16.00 Leg i grupperne, fællesrummet eller på legepladsen sammen med vuggestuen

16.00 – 17.00 De sidste børn hentes og dagen afsluttes stille og roligt

Skiftetøj

Børnene skal have et sæt skiftetøj liggende fast i deres garderobe, så de altid kan komme i noget tørt tøj, hvis den har stået på vandplaskeri på legepladsen. Tøj skal passe til vejret og årstiderne, da vi er ude i alt slags vejr. I vuggestuen skal skiftetøjet lægges i kasserne på badeværelserne. Det er jeres ansvar som forældre, at der altid er skiftetøj, samt bleer og at barnet ikke er vokset ud af tøjet. Husk altid navn på bleposen og også i tøjet. Det er en god idé at få dit barn til at hjælpe med at rydde op i sin gaderobe. Fredag skal garderoben tømmes helt pga. rengøring - og så er vi klar til en ny uge.

Blebørn

Hvis dit barn bruger ble, skal I selv medbringe bleer med tydeligt navn på bleposen. I kan sagtens medbringe f.eks. en pakke ad gangen og kan aftale med personalet, hvad der passer jer bedst. Vi vil gerne støtte op omkring jeres barns renlighed. Så når I føler jeres barn er klar, kan I lave en aftale med personalet i jeres barns gruppe. Her vil vi sammen hjælpes ad til, at gøre jeres barn renlig og slippe bleen

Fødselsdage

Vi vil rigtig gerne fejre jeres barns fødselsdag, enten her i børnehuset, eller hjemme hos jer. Som forældre inviteres hele barnets gruppe med hjem. Der må gerne deles fødselsdagsinvitationer ud i børnehuset til private fødselsdagsfester. Men kun hvis det er til alle piger/alle drenge, eller hele gruppen. Aftal med personalet i jeres barns gruppe, hvordan fødselsdagen skal fejres og husk at vores kostpolitik også er gældende her.

 

 

Medbragt legetøj

Børnene må, udover egne cykler og sovebamser, som udgangspunkt ikke medbringe eget legetøj. Dog bryder vi rammerne lidt, og holder legetøjsdag den sidste fredag i måneden. Her må barnet gerne medbringe et stykke legetøj på eget ansvar, dog ikke spillekonsoller, skateboard eller rulleskøjter. Er du i tvivl, så spørg endelig personalet, hvad der er godt at have med, og hvilket legetøj der har bedst af at blive hjemme

Fysiske rammer

Undløse børnehus er et integreret børnehus, med op til 140 børn i alderen 0-6 år. Børnehuset er bygget i år 2009, og ligger i et dejligt lokalt samfund, med skov, og grønne områder omkring os. Vi har et stort hus, som er indrettet godt, i forhold til vores pædagogiske praksis. Vi har en stor og udfordrende legeplads, med plads til mange forskellige aktiviteter, som f.eks. mad på bål, bevægelseslege, boldspil osv. Undløsehallen ligger lige ved siden af os og giver mange muligheder for fysiske udfoldelser. Både vuggestuen og børnehaven benytter hallen til bevægelse en gang om ugen. Vi har et godt samarbejde med Undløse Skole-Behandlingshjem, hvor vi har mulighed for at benytte os af deres flotte multibane og store legeplads.

Hygiejne

Vi følger de gældende regler fra Sundhedsstyrelsen.

Læs mere her

Indkøring

Når dit barn indskrives i Undløse børnehus, får I som forældre tilsendt et brev. Brevet vil indeholde et stamkort, velkomstfolder, og et brev, hvor der står hvilken gruppe jeres barn skal gå på, samt navne på de voksne. Kommer barnet fra dagplejen, kommer dagplejen på besøg i børnehaven inden opstart. Dagplejen har fast legestuedag i vores hus om torsdagen, og fast bevægelsesdag om onsdagen, og kommer derfor jævnligt på besøg i huset. Dagplejen har ligeledes gæstepladser hos os i vuggestuen. Forældre opfordres også til at komme på besøg en til to gange inden børnehaveopstart. Selve indkøringen i Undløse børnehus aftales med personalet, da I som forældre har forskellige muligheder tilpasset børnenes behov. Vi anbefaler, at I forældre sætter en til to dage af til indkøring, hvor barnet har mulighed for en stille, rolig og tryg opstart - med evt. korte dage.



Feedback

Sidst opdateret

04.04.2017

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen