Spring til indhold
Dagtilbud Skovvejen Til dagtilbudskovvejen.holbaek.dk

Profil

Børn er unikke væsener med hver deres personligheder, evner og behov. Vi tror på, at børn i vid udstrækning skal behandles individuelt. Derfor arbejder vi bl.a. i aldersopdelte grupper i Undløse Børnehus.

Kreativt børnehus der griber bolde

Undløse børnehus er et hus som summer af glæden ved arbejdet med børn. I Undløse børnehus arbejder vi, fordi vi har lyst til at gøre en forskel for det enkelte barn. Vi ligger i et naturskønt område, hvor der er plads til udfoldelser. Derfor er vi meget ude, og det gælder i alt slags vejr. Vi har mange forskellige aktiviteter udenfor, hvor der ingen grænser er for fantasien. Der bliver kørt på cykler, og ”arbejdsfolk” på mooncars ræser afsted med skovl og spand bag på, betjening ved tankstationen til alle køretøjerne og et smut forbi købmanden, som altid har gode sandkager på hylden. Der er også tit koncert på legepladsen, med fuld musik, mikrofoner og guitar. Når vi har bevægelsesdage foregår de også tit udenfor, i stedet for i hallen.

Vi er et meget kreativt hus og griber de bolde som børnene kaster i luften, næsten da. Men har der lige været MGP i fjernsynet, ja – så er fællesrummet lavet om til Hernings arena. Er interessen på traktor, så er det der vi ligger fokus for en stund. Vi er et hus der har øje for at gribe ud efter barnets spor.

I Undløse børnehus har vi valgt at aldersopdele vores børn. De 0-2 årige er i en kube, hvor de mindste spiser på en stue, og de ældste spiser på stuen ved siden af. Vores stuer er kun opdelt med en skydedør – der vil derfor være tidspunkter hvor skydedøren er trukket i, og tidspunkter hvor den står åben, alt afhængig af hvad der er planlagt den pågældende dag. Når der skal spises frokost er den altid lukket, for at give ro til samling, som foregår inden børnene skal spise frokost.

Aldersopdeling i små læringsrum

Vuggestuen arbejder meget i små læringsrum, for at give det enkelte barn mest mulig læring og udvikling. Dette kan være læringsrum hvor der er fokus på sprog, på motorik, på dialogisk læsning, til udfoldelse på legepladsen, cykeltur og andre projekter. Derfor vil der være dage, hvor nogle børn er til motorik, andre på legepladsen, og nogle har leg på stuen, alt afhængig af hvad personalet vurderer det enkelte barn har brug for.

I børnehaven har vi delt børnene op i to grupper - de 3-4 årige og de 5-6 årige. Ligesom i vuggestuen, arbejder børnehaven også med små læringsrum, hvor der vil være fokus på sprog, motorik, udeliv, legerelationer, ”fri for mobberi” og forskellige forløb med planlagte læringsmål. I børnehaven arbejder vi meget på kryds og tværs af grupperne, og tilbringer meget tid sammen, både i fællesrummet og på legepladsen. Når vi planlægger forløb eller arrangementer, er hele børnehaven ofte samlet, uden at være aldersopdelt. Andre gange vil der være aldersopdelte forløb.

Ved at dele børnene op efter alder, har vi større muligheder for at møde det enkelte barn der hvor barnet er i sin udvikling. Dette med henblik på at give det enkelte barn mere ro og plads til, at kunne modtage mest mulig læring igennem de pædagogiske aktiviteter. Vi lægger meget vægt på det enkelte barns udvikling, og tænker meget i barnets spor.

 



Feedback

Sidst opdateret

22.05.2018

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen