Spring til indhold

Tina Mikkelsen

Velkommen i mit dagplejehjem. Hos mig er tryghed og trivsel gennem annerkendelse, omsorg og tæt kontakt til hvert enkelt barn og dets forældre, vigtige nøgleord. Gennem oplevelser i naturen, kreativt arbejde med de ting vi finder på vores vej, musik, sang, leg samt oplæsning og dialogisk læsning, udvikler hvert dagplejebarn sit sprog, motorik, nysgerrighed og sociale kompetencer.
01.01.0001

Mit dagplejehjem

Jeg hedder Tina, er gift med Henrik, og sammen har vi to ikke hjemmeboende børn.

Jeg har været dagplejer i mange år, og har derfor en bred viden og meget stor erfaring med faget. Jeg har stor specialviden og erfaring med pasning af præmature børn og sensitive børn.

Jeg har en bred og målrettet uddannelse og kurser inden for følgende områder: Grundkursus, Førstehjælpskursus, Brandbekæmpelse, DGI – Idræt, Leg og bevægelse, Måltidet i det pædagogiske arbejde, Kommunikation og samarbejde, Dokumentation og evaluering af det pædagogiske arbejde, Pædagogiske læreplaner, Suppleringskursus for samarbejde i dagplejen, Suppleringskursus i det kreative værksted, Kursus i Børn og Sprog, Fleksibel læring i praksis (mange måder at lære på i forhold til de 8 forskellige grundlæggende intelligenser; at være ordklog, musikklog, menneskeklog, talklog, selvklog, kropsklog, naturklog og billedklog), Marte Meo metode (ved egen kraft) og Interpersonelle relationer og metoder i forhold til udsatte børn, ICDP kursus og uddannelse i guitarspil.

Det særlige ved mit dagplejehjem

Et af nøgleordene hos mig er, at hvert enkelt barn skal føle tryghed. Tryghed skaber vi gennem omsorg og god kontakt til hvert enkelt barn, og til barnets forældre. Gennem det tætte samarbejde og samspil med forældrene skaber vi sammen den tryghed og omsorg, der får dagplejebarnet til at blomstre og udvikle sig på en individuel og dermed personlig måde.

Jeg bruger tit og ofte billeder, der gives til forældrene, til at vise og dokumentere, hvad børnene laver, og hvordan de leger – både inde og ude. Billederne, der her viser min dagpleje, er dog uden dagplejebørn, da alle mine dagplejebørns forældre har ønsket, at billeder af deres børn ikke deles på de sociale medier.

Det er vigtigt, at alle børnene lærer at respektere hinanden, som de dejlige små mennesker, de hver i sær er.

Vi læser bøger hver dag. Der er både tale om almindelig oplæsning og dialogisk læsning. Vi bruger vores lokale bibliotek meget. Læsningen bruger vi også til at arbejde med barnets sprogudvikling.

Vi synger og spiller meget musik. Jeg spiller guitar og børnene spiller på mange forskellige instrumenter. Jeg bruger musikken til at udvikle børnenes sprog og motorik, og min erfaring er også, at musik og sang får et eventuelt uroligt barn til at falde til ro.

Vi er som udgangspunkt ude i enten haven eller naturen hver dag – året rundt, med mindre vejret sætter en effektiv stopper for det. Vi tager på udflugt i skov og ved sø, hvor vi går på opdagelse, og finder spændende ting og sager, som vi tager med hjem og bruger til at lave flotte kunstværker, som børnene får med hjem. Om foråret og sommeren tager vi ofte teltet med ud i skoven, og her sover børnene middagslur, inden vi igen drager hjemad.

Jeg arbejder meget med børnenes kreative side, og forældrene får ikke sjældent en spændende og fantasi-fantastisk børneskabt ting med hjem.

I perioden september – juni bruger vi gymnastiksalen og børnene får her mulighed for at prøve mange forskellige redskaber, der bl.a. udvikler deres motorik samt viden om og kendskab til egen krop.

I perioden oktober – april går vi én gang om ugen i legestuen, hvor børnene bl.a. lærer de andre dagplejeres børn at kende, og også dér får mulighed for at udvikle deres sociale kompetencer i andre fællesskaber end dem de skaber sammen med mine andre dagplejebørn.

Børnenes hverdag

Jeg har åbent mandag – torsdag fra kl. 06.30 til kl. 16.15 og fredag fra kl. 06.30 til kl. 15.30.

Jeg lægger meget stor vægt på, at kosten i mit dagplejehjem er sund, nærende, varieret og smager godt. Jeg følger kommunens kostpolitik.

Vi har 4 måltider – morgen, formiddag, frokost og efter middagsluren.

For også at lære børnene om mad og hygiejne, er børnene engang imellem med til at handle ind og tilberede den mad vi sammen spiser.

Fysiske rammer

Jeg har en stor indhegnet have med gynger, legehus, stor sandkasse, flere borde/bænkesæt, rutschebane mv.

Jeg har to legeværelser, som ligger i forbindelse med hinanden. Det ene værelse er indrettet som et reflekterende værelse, hvor børnene kan trække sig lidt tilbage fra de andre børn, hvis de får lyst til det i en kort stund. I det reflekterende værelse er der foruden legetøj og bøger, et børnebord og en hyggestol som børnene bruger efter eget behov og udviklingen i den aktuelle leg. I det andet værelse spiller vi musik og danser, træner balance på en skumfyldt balancebom, og der er en stor madras, som børnene kan sidde på, springe fra, kravle på og det er også der vi samler os og læser, tryller mv.

Mit dagplejehjem er klassificeret som et allergivenligt hjem (røg- og dyrefrit 24/7/365).

Traditioner

I min dagpleje holder vi af traditioner. Sammen med de andre dagplejere og dagplejebørn afholder vi Dagplejens dag, vi slår katten af tønden til fastelavn, vi har bedsteforældredag mv. Hjemme fejrer vi alle børnenes fødselsdage med sang, flag og et stykke lagkage.

Om sommeren og op til jul samler vi alle mine dagplejebørn, deres forældre og søskende til en ”kom sammen”, hvor vi snakker, leger, hygger mv. – enten i haven eller indendørs. Ved disse arrangementer lærer forældrene også hinanden rigtig godt at kende, og dermed skabes et stærk netværk på tværs af familierne.



Feedback

Sidst opdateret

05.01.2022

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen

Her bor jeg

Tina Mikkelsen
Kløvervej 2, Tølløse
Tlf: 59 18 63 79
Mobil: 23 23 96 63