Spring til indhold

Camilla Persson

Kom på besøg i mit dagplejehjem! I kender sikkert udtrykket ”Hvor der er hjerterum, er der husrum” og hjertet der banker rytmisk som en tromme. Her banker mit hjerte for børn og deres trivsel, som en fed rytmisk melodi. Her finder du mig som dagplejer. Her er der altid nærhed, smil, glæde, sang og dans.
01.01.0001

Velkommen til mit dagplejehjem

Jeg hedder Camilla Persson og er født 1987. Jeg bor i hus sammen med min mand Danni og vi har 3 hjemmeboende børn.

Jeg er ny opstartet dagplejer pr. 1. september 2020, og er dermed tredje generation i rækken, i min familie. 
Jeg er sundhedsuddannet og vægter sundhed og velvære meget højt. Jeg er ny i dagplejefaget, men jeg har bred erfaring i arbejdet med mennesker., og jeg har også erfaring med præmature og sensitive børn.

Jeg har stor fokus på det pædagogiske arbejde, da det interesserer mig meget. Jeg mener selv, jeg er god til at observere den enkeltes interesser, behov og ressourcer og jeg mener også, at det er igennem leg, at vi lærer bedst. Jeg har fokus på det fysiske, psykiske og sociale i mit arbejde med at skabe tryghed, en god relation til både barn og forældre og dermed skabe det bedst mulige læringsmiljø.

I Holbæk Kommune er der et bredt samarbejde med flere forskellige faggrupper omkring børnene, og vi får ofte besøg af vores tilsynsførende pædagog til faglig sparring.

Det særlige ved mit dagplejehjem

Omsorg er en af mine hoved værdier og næste-kærlighed er et af de allervigtigste redskaber, vi kan give videre til vores børn. Vi ved at de første 3 leveår er de vigtigste i forhold til menneskets udvikling. Jeg mener at det er så vigtigt, at børnene føler sig trygge og at der er nærvær og omsorg før der kan ske udvikling. Hos mig er relationen og hverdagen genkendelig, og børnene vil altid føle sig set, hørt og forstået, når de er i dagpleje. Det er derfor vigtigt for mig at møde børnene der hvor de er, og give dem den plads de har behov for, til at være dem de er.

Selvhjulpenhed er også i fokus hos mig. Her samarbejder forældre og jeg om at lære børnene at blive selvhjulpne inden de skal i børnehave. Jeg arbejder på at de selv lærer at tage tøj af og på, holde orden, rydde op, dække bord, tage af bordet mv.

Den anerkendende tilgang arbejder jeg målrettet med. Det støtter børnene i deres selvværd og øger deres selvtillid. Dette gør vi både i de glade stunder og i de triste stunder. Det er vigtigt, at vi giver plads til hinanden og hinandens følelser. Dette giver tryghed og de bedste muligheder for læring og udfoldelse for både de store og små. 


Sang og bevægelse har flere gange vist sig at være det sidste vi husker, når vi igen forlader jorden som gamle, efter et langt og godt liv - det er der masser af hos mig!

Vi både synger og danser med og uden fagter og trommer på alt der kan give en lyd! Det vil formentligt altid huskes, ikke mindst i kroppen.

Det betyder meget for både børnene og jeg, at der er et godt samarbejde med jer forældre. Derfor inviterer jeg bl.a. til forældrekaffe hver anden måned, hvor forældre kan mødes med de andre forældre og jeg til en kop kaffe eller te til en god dialog ift. børnene. 

Børnenes hverdag

Mit dagplejehjem er åbent i 48 timer om ugen og pt. åbent fra mandag - torsdag fra kl. 6:30 - 16:15 og fredag fra kl. 6:30-15:30. Åbningstiden vil løbende blive reguleret efter forældregruppens behov.

Vi starter dagens aktiviteter kl. 9:00, så der skal børnene senest være afleveret og så er vi klar til at udforske nye eventyr.

Ca kl. 11 spiser vi frokost og jeg spiser sammen med børnene.
Vi spiser sund og varieret kost, frugt og grønt. En del af det er økologisk.
Vi kan også have været på rov i æblehaven og plukket æbler, vindruer, ærter eller måske en tomat - alt efter årstiden.

Jeg følger Holbæk Kommunes sukkerpolitik, hvilket betyder, at sukker, kage og lignende kun gives ved særlige lejligheder – såsom fest, fødselsdage, fastelavn, jul og ved afslutning.

Børnene lægges til deres middagslur efter endt frokost. Her er der mulighed for at de både kan sove ude i barnevognen eller inde på en madras.

Fysiske rammer

Jeg har en dejlig stor stue, og en skøn, stor og lys legestue på 20 kvm lige op til stuen, med store lyse vinduer. 1100 kvm stor indhegnet have der er opdelt til dagplejehaven og æblehaven. I dagplejehaven er der flere sol - og skyggekroge. Fliser til at køre på og græs til at tomle på. Gyngestativer med rutsjebane, en airtrack til at hoppe på, træstubbe til balance træning og leg, sandkasse med diverse legeting, køretøjer og meget mere. Æblehaven er vores gå-på-tur have, hvor der både er flere frugttræer, drivhuse, højbede med jordbær, ærter, rabarber og meget mere - alt godt til at få stimuleret alle sanserne. Her er der også bålsted hvor vi kan hygge med bål og sang, sammen med de andre dagplejere.

Jeg bor centralt i Tølløse og er både tæt på mark, sø, skov, indkøb og bibliotek.
Vi kommer rundt omkring i hele byen både til fods, i barnevogn, på Christiania-cyklen men også udenfor byen hvor vi tager bilen, på tur til nye eventyr.
Vi skal rundt på byens legepladser og spille bold ved de forskellige boldbaner.
Vi skal på heldagsskovtur, opleve den spændende natur på tætteste hånd og spise madpakker og se på køerne ved shelteret.

I perioden september – juni låner vi gymnastiksalen og børnene får mulighed for at prøve mange forskellige redskaber og lege.
Her er der særligt fokus på den motoriske udvikling. Viden og kendskab til egen krop ved at føle og mærke sig selv i legen og i bevægelserne.

I perioden oktober – april går vi én gang om ugen i legestue eller på havetur, hvor vi skal på besøg hos mine kollegaer, ”på tur i haverne”. Her vil vi lære de andre dagplejebørn at kende, træne sociale kompetencer og færdigheder i andre sammenhænge. Til slut hygges der med en lækker velsmurt madpakke, før turen går hjem igen til en god eftermiddagslur.

Traditioner

De er vigtige at markere og fejre! Derfor fejrer vi både fødselsdage med flaget hejst, fest, lagkage, fødselsdagssang, dans, gaver og lækker frokost.

Påsken fejrer vi med hygge og kreative ting børnene har lavet og får med hjem.

Halloween er en nyere tradition i Danmark og fejres med sjov og spas. Her laver vi lidt ”u”hyggelig pynt og festlige løjer.

Fastelavn markeres med fastelavnsboller, tøndeslagning og klæd-ud.

Julen fejrer vi med julebag og julepynt, vi jule-hygger med masser af sang og markerer tiden i kærlighedens tegn og laver spændende julegaver.

 

Jeg glæder mig til at hilse på dig og din familie! 



Feedback

Sidst opdateret

05.01.2022

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen

Her bor jeg

Camilla Persson
Kløvervej 1
4340 Tølløse
Tlf. 27 41 75 47