Dagtilbud Skovvejen Til dagtilbudskovvejen.holbaek.dk

Hverdagen

Velkommen til "Børnenes bedste børnehus" - Mørkøv Børnehus. Her byder vi på en dejlig dag med gode oplevelser, glade kammerater og et nærværende og engageret personale, der brænder for det spændende arbejde med børn.

Herunder kan du blive klogere på dit barns hverdag og muligheder i Mørkøv Børnehus.

Aflevering og afhentning



Starten på dagen

Vi starter dagen i Mørkøv Børnehus med samling og fælles frugt kl. 9.00, og ser meget gerne at dit barn er afleveret inden dette tidspunkt. Det kan være svært for barnet at "bryde ind midt i noget" og kan skabe uro for de øvrige børn i samlingen.

Den gode aflevering

Vi ved at det kan være svært at aflevere dit barn om morgenen, så kom gerne i god tid. Tal med en medarbejder omkring at gøre afleveringssituationen lettere, - vi har masser af erfaring i denne situation og kan guide og vejlede jer, så oplevelsen bliver god for både barn og forælder.
Har afleveringen været svær, så ring og spørg ind til dit barn i løbet af dagen - det hjælper med garanti på den dårlige samvittighed, man som forælder tager på sig, hvis man er kørt afsted fra sit grædende barn. Vi ringer naturligvis til dig, hvis ikke vi kan trøste dit barn.

Den gode afhentning

Giv jer god tid ved afhentningerne. Lad dit barn fortælle om de ting det har oplevet i løbet af dagen og hjælpe dit barn med at rydde det op, barnet leger med når du kommer for at hente.

Ferie og sygdom



Ferie og sygdom

Børn har brug for ferie og fridage på samme måde som vi voksne har det. Som forælder, må du meget gerne notere dit barns fridage og ferie på intra (børn i Holbæk). Det har betydning for dit barns venner, da de formodentlig vil spørge efter dit barn.

Syge børn

Vi modtager ikke syge børn i Mørkøv Børnehus. Det er ikke sjovt at møde slatten ind til en aktiv dag med fuld fart på, når behovet mere er, at ligge derhjemme og slappe af. Bliver dit barn bliver syg i løbet af dagen, ringer vi naturligvis til dig.

Medicin

Vi må kun give medicin til dit barn, hvis der foreligger en udførlig beskrivelse af hvordan den skal gives og med tydelig markering af, at medicinen er udskrevet til barnet. Udover dette, følger vi sundhedsstyrelsens vejledning om sygdomme og forebyggelse i daginstitutioner.

Skadestuen

Skulle det ske at dit barn kommer til skade hos os, ringer vi til dig. Er det alvorligt tager vi til lægehuset i Mørkøv eller i værste fald på Holbæk Sygehus. Du bliver naturligvis orienteret om situationen.

Mad og madpakker



Vi starter dagen stille og roligt med at servere morgenmad for de børn, der ikke har spist hjemmefra. I tidsrummet 6.00-7.30 kan sulten stilles med havregrød, havregryn eller rugbrød.

Kl. 9.00 er det atter spisetid, og her spiser vi sammen den medbragte frugt. Vi snitter, skræller og skærer frugten ud sammen med børnene.

Kl. 11.00 er det frokosttid på stuerne.

Kl. 14.00 spiser vi eftermiddagsmad på stuerne eller trækker udenfor og nyder en hyggelig eftermiddagsmadsstund på borde/bænkesættene.

Børnene skal dagligt medbringe et stk. frugt, frokost, eftermiddagsmad samt en drikkedunk med vand.

Husk navn på madpakkerne og drikkedunken – så er den nemmere at finde frem igen, hvis den skulle have forputtet sig i løbet af dagen.

Sovemuligheder



De 0-2 årige børn har brug for megen søvn. Dit barn har sin ”egen” barnevogn eller krybbe, hvor det bliver lagt til en dejlig lur, når behovet melder sig. Omkring kl. 11.30 sover de fleste den ”lange” middagslur. Vi vækker ikke dit barn fra sin søvn, da vi mener, at et barn skal sove så længe som det har behov for.

De 2-6 årige børn kan også have behov for en middagslur eller et hvil og har også hver sin seng på ”savannen”. Kl. ca. 12.00 er det sovetid for denne gruppe. Der sidder en voksen på stuen i en halv time imens børnene falder i søvn og de børn der falder i søvn, bliver tilbudt at komme ud og lege i stedet.

Hvis dit barn bruger sut, nulleklud eller har en yndlingsbamse eller dukke, så husk at medbringe dette hjemmefra - vores bamser er med garanti ikke lige så gode som barnets egen.

Skiftetøj

Vi beder alle forældre sørge for at der i deres barns garderobe altid er ekstra: Undertøj - strømper - (sovetøj) - bukser - bluse - varm trøje - regntøj - gummistøvler - solhat - sut. Vi sørger for at alle børn får solcreme på midt på dagen.

Det er vigtigt med rigeligt af skiftetøj til en aktiv og oplevelsesrig dag. Dit barn øver sig nemlig på en masse i løbet af dagen – og her kan beskidte bukser eller våde strømper være resultatet af en rigtig god leg. Vi bevæger os meget og derfor er det vigtigt, at dit barn har tøj på der er behageligt, praktisk og passer i størrelsen. Derudover øver vi dagligt på selvhjulpenhed, så tøjet skal være nemt for børnene at tage af og på.

Til de yngste der er ved at lære at gå, anbefaler vi to-delt undertøj frem for bodystockings.

Af sikkerhedsmæssige årsager er det ikke tilladt, at dit barn har tørklæder på eller har snore i tøjet, f.eks. i hætter eller i halsen/kraven på trøjer og bindebånd på huer.

Husk navn i alt i dit barns garderobe - også i tøj og sko. På den måde kan vi bedre hjælpe børnene med at holde styr på barnets ting.

Blebørn



Bruger dit barn ble, skal I selv medbringe disse. I må meget gerne selv holde øje med om blepakken er ved at være tom og huske at fylde op igen.

Når dit barn er klar til at smide bleen, er det vigtigt at vi har et tæt samarbejde omkring dette. Det er godt for barnet, at de nye toiletrutiner foregår på nogenlunde samme måde både hjemme som i børnehuset. På den måde støtter vi barnet bedst muligt i sin nye spændende udvikling.

Medbragt legetøj



Dit barn må gerne tage sit eget legetøj med i børnehuset. Tit er barnet stolt over at vise sine legesager frem, og der er også god læring i at dele sine ting med de andre kammerater.

Vi påtager os ikke ansvaret for det medbragte legetøj, så husk navn på legetøjet, så det atter havner i de rigtige hænder.

Ipads, spillemaskiner eller lignende elektronik må ikke medbringes.

Hygiejne



En af forudsætningerne for et godt indeklima, er en god og sund hygiejne. Vi går meget op at give børnene nogle gode hygiejnevaner. Vi vasker hænder inden vi spiser, efter toiletbesøg, når vi kommer ind fra legepladsen og naturligvis efter behov.

Vi er et skofrit hus om efteråret, henover vinteren og foråret. Om sommeren må vi gerne gå indenfor med sko, sandaler eller bare tæer – det er skønt!

Vi følger de gældende regler fra sundhedsstyrelsen. Se ”hygiejne i daginstitutioner”

Brug de blå futter der står indenfor døren når I afleverer og henter, hvis ikke I ønsker at tage skoene af. På den måde sørger vi for de bedst mulige betingelser for vores børn, når der også leges på gulvet.

Indkøring



Kom forbi til en rundvisning

Vi viser rigtig gerne vores børnehus frem, så ring til vores pædagogiske leder Satu Sørensen på tlf. 72 36 63 66 og aftal tid for en rundvisning i vores dejlige hus – børnenes bedste børnehus.

En måneds tid inden barnet starter i huset, vil I modtage et velkomstbrev fra den stue dit barn skal gå på. Her anbefaler vi at komme på besøg med barnet, få hilst på medarbejderne og aftalt hvordan indkøringen skal foregå. Det afhænger nemlig helt af barnet.

Start stille og roligt op

At starte i et børnehus kan være overvældende - både for dit barn, men også for dig som forælder. Det er vigtigt, at du spørger ind til alt - både stort og små.

Vi anbefaler, at I starter langsomt op med korte dage. Det er individuelt hvor hurtigt barnet og I som forældre falder til, men påregn minimum en uge til indkøring. Husk, at vi er her både for dit barn - men også for dig som forælder.



Feedback

Sidst opdateret

17.05.2017

Ansvarlig redaktør

Pernille Haagensen